Historien om Carl F. W. Borgwards liv og levned samt opfindelse/produktion af bl.a. Goliath og Isabella Borgward…

Carl F. W. Borgward blev født den 10. november 1890 i Altona ved Hamburg. Hans far var kulhandler, og Carl var yngste barn ud af en søskendeflok på 13.

1900: Den unge Carl brugte det meste af sin barndom og fritid til at rode med mekanik. Han reparerede gamle ure, symaskiner og lign. Han brugte også meget tid med at fremstille træmodeller.

1912: I de første år fra ca. 1912 arbejdede Carl som ingeniør ved maskinkonstruktionsforetagendet Mencke & Hambrock ved Altona. Efter afsluttende eksamen ved Hamburgs Maskinskole, flyttede Carl til Hannover og begyndte at studere ved den Tekniske Højskole. Mens han studerede, arbejdede han på et konstruktionskontor for stålfabrikation.

1914: Carl Borgward flyttede til Bremen for at arbejde som heltidsansat ingeniør ved Stålværket Schellhas & Druckenmüller. I 1914 flyttede han til Berlin for at få et velbetalt ingeniørarbejde.

1915: Carl blev indkaldt til det tyske militær under 1. verdenskrig og kom til vestfronten. Der blev han slemt kvæstet; og han lå i lang tid på et militærhospital og blev senere fritaget for militærtjeneste. Samme år blev han ansat som konsulent på et gasværk i byen. Han fik nu et nyt job på en tekstilfabrik ved navn ”Carl Francke” i Bremen, og det indebar, at Carl rejste meget rundt i Tyskland, og var derfor ansvarlig for fabrikkens markedsservice. Han blev senere chef for firmaets tekniske afdeling.

1919: Carl blev ansat i Dækfirmaet Ernst Baerold GmbH og blev senere medindehaver. Dette lille dækfirma beskæftigede sig med andre produkter, bl.a. landbrugsmaskiner for import og eksport. Firmaet havde sine op- og nedture, men Carl ændrede hurtigt strukturen i firmaet, for med den stadig voksende bilindustri så han en anden mulighed; nemlig at fremstille stænkskærme og kølere. Så med en prøveleverance til Hansa Lloyd Werke viste det sig, at der var et stort behov for disse emner.

1920: Generaldirektøren for det nordtyske Lloyd firma Dr. Heinrich Weigand, der havde fremstillet person- og lastbiler siden 1905-06, opdagede snart Carl Borgwards aktive foretagende, og inden året var omme var dækfirmaet blevet Hansa – Lloyds største underleverandør.

1921: Ernst Baerold fik mindre og mindre tid til sit lille dækfirma, så han og Carl Borgward indgik en aftale om at Carl købte Ernst Baerolds andel, og derved blev Borgward eneejer. Umiddelbart herefter blev firmaets navn ændret til ”Bremens Kølerfabrik Borgward & Co.” Hovedproduktionen blev V-typekølere; og Borgwards drøm om selv at bygge sin egen lille bil kunne nu gå i opfyldelse. Der var 3 personer, der senere ville få en stor betydning i fremtiden, Fritz Kynast (mekanisk specialist), Wilhelmine Bich (regnskabskyndig kvinde) og senere kom Wilhelm Tecklenborg.

Kynast og Birch blev ansat i firmaet, og Kynast blev Borgwards ansvarlige chef inden for planlægning og design. Efter 2. verdenskrig blev Fritz Kynast Chef for Goliath fabrikken. Fra pålidelige kilder findes en del anekdoter om Wilhelmine Bick, eller “Tante Minna”, som hun blev kaldt af de ansatte. De fortalte, at hun umiddelbart før en lønudbetaling under “Blitzkarre-tiden” blev tvunget at pantsætte sit eget private sølvbestik, for at de ansatte kunne få deres løn. Så galt så det faktisk ud for Borgwards pengekasse på dette tidspunkt, og årsagen var, at Carl Borgward brugte hele overskuddet til at investere i sin virksomhed. Denne resolutte, hjertevenlige “Tante Minnas” indsats fik Carl Borgward først kendskab længe efter. “Tante Minna” tilhørte inderkredsen af de af Borgward udnævnte direktører og var i tjeneste frem til bombardementet af “Borgwardimperiet”, som satte en stopper for produktionen. Wilhelmine “Tante Minna” døde i slutningen af krigen og oplevede derfor ikke opbygningen og starten af Goliath i august 1948, Lloyd i februar 1949 og C. F. W. Borgward GmbH i november 1949.

1922: Kølerfabrikken flyttede til nye og meget større lokaler i Bremen-Neustadt. Problemerne for en fremtidig bilindustri var løst, men finansieringen for et projekt til bilfremstilling var endnu ikke løst.

1924: En enkel 3-hjulet lille bil med en 120 ccm DKW-motor blev hurtigt sat i produktion. Det blev til 6 stk. pr. dag, og navnet blev ”Blitzkarren”. Der var endnu et stort problem, som skulle løses, og det var at der faktisk ikke var nogle egentlige sælgere, så de her små biler hobede sig op alle steder.

1924/25: Dette kunne ikke være rigtigt, så Carl Borgward satte sig selv i sadlen og demonstrerede den lille bil i og omkring Bremen. Carl kontaktede gamle venner, og de forsøgte at sælge den i Hamburg og Hannover. Der skulle stor overtalelse til, men man kontaktede cykelhandlere, kulhandlere og landmænd. I juli 1924 fremstilledes der 100 stk. ”Blitzkarre” i Neustadt fabrikken.

1925: Wilhelm Tecklenborg, der kom fra det rige nordtyske Lloyd firma, så potentialet i denne ”Blitzkarre” og indledte et samarbejde med Borgward. Wilhelm Tecklenborg var manden der solgte ”Blitzkarren” til det Tyske Postvæsen på licens, hvilket gav et stort reklamefremstød. Efter en lykkelig udvikling af ”Blitzkarren” kom efterfølgeren, som fik navnet Goliath ”Rapid” med bremser på alle 3 hjul, selvstarter og kobling. Som varevogn kunne den laste fra 500 til 600 kg. Og det gode var, at der ikke skulle kørekort til at køre disse modeller. Midt i december blev ” Goliath Rapid”sat i produktion.

1928: Goliath Rapid og små Goliath standardbiler blev produceret i massevis. Fabrikken ændrede navn til Goliath Werke Borgward & Co. For at få mere plads, og da Bremen Karrosseri Fabrik Gärtner var til salg, købte Borgward & Tecklenborg denne, og flyttede hurtigt ind i disse nye lokaler, som lå ikke langt fra Hansa-Lloyds gamle fabrikker.

1929: Krisen i verdensøkonomien begyndte rigtigt at slå igennem. Det betød at billige små biler kunne sælges, men derimod gik salget af de dyre store biler næsten i stå. Wilhelm Tecklenborg og Carl Borgward overtog aktiemajoriteten i Hansa-Lloyd A/G, Borgwards tidligere største kunde. Hansa-Lloyd gik konkurs, men jorden og bygningerne overgik til det nye firma, som fik navnet Hansa – Lloyd – Goliath Werke Borgward & Tecklenborg. Carl og Wilhelm behøvede ikke at betale for det konkursramte firma, bare de ville betale de kreditorer som Hansa-Lloyd havde.

1930/31: Carl og Wilhelm stoppede med at producere de dyre Hansa-Lloyd personbiler, men fortsatte produktionen af de små Hansa-Lloyd lastbiler. Produktionen af den kørekort-frie, 3-hjulede Goliath Pioner gik for fuld kraft, og salget blomstrede som aldrig før. Man præsenterede også Hansa ”Konsul” og Hansa ”Matador ”.

1933/34: I 1933 faldt salgstallet på Pioneren drastisk, og man præsenterede den nye luftkølede og forhjulstrukne Hansa 400 og 500, som dog senere blev erstattet af de små Lloyd-biler. Borgward fik sin første statslige ordre på 50 lastbiler til det tyske militær.

1934/35: Den nye Hansa 1100 2-dørs 4-cylindret med stålchassis blev Borgwards første rigtige bil. Det totale produktionstal blev forøget fra 4.201 biler i 1932 til 16.775 biler i 1936. Borgward havde et stort behov for at skaffe de store presser til at trykke karrosseriplader op med. De 6-cylindrede modeller Hansa 1700 og Hansa 2000 blev introduceret. 2000-modellen var den første Borgward bil, som fik navnet Borgward i fronten, men det skete først fra og med 1939.

1936/37: Fremstilling af 222 stk. bæltekøretøjer for det tyske artilleri.

1937/38: Carl Borgward blev eneejer af sit private foretagende. Carl blev til dels tvunget ind i Nazipartiet, og det betød en masseproduktion i den nyindviede fabrik i ”Sebaldsbrück” i bydelen Hemelingen ved Bremen i starten af 1939.

1939: Carl Borgward blev beordret til hovedsageligt at producere lastbiler (1, 1.5 og 3 tons) til militæret. Under den nye Shellplan fik Borgward lov til at producere en personbil model ”Borgward 2300 ”.

1940: Der arbejdede næsten 8000 arbejdere hos Borgward, de fleste hovedsageligt beskæftiget med at fremstille køretøjer til det tyske artilleri.

1943: Mere end 1/3 af Borgwards arbejdere var krigsfanger, som kom fra Sovjetunionen.

1945: 80% af de, i 1938, indviede montagehaller var beskadiget efter krigens ophør. Carl Borgward blev interneret af amerikanerne og sad fængslet i Ludwigsburg i det sydlige Tyskland. 400 af Borgwards arbejdere begyndte at starte produktionen op igen, og et år senere var mandskabsstyrken oppe på 2000.

1946: Der blev produceret 68% lastbiler, de resterende 32% var til reparation og reservedelsproduktion. Der blev ikke fremstillet personvogne i dette år.

1948: Efter 2 år og 10 måneder havde Carl Borgward fuld kontrol over hele fabrikationen i Bremen. I den periode, Carl var indsat, blev firmaet styret af Borgwards tidligere salgschef Schindelhauer. For at få adgang til råmateriale, som kontrolleredes af de allierede, bildte Borgward de 3 hovedallierede parter ind, at Borgward, Goliath og Lloyd var 3 virksomheder hver for sig, og på den måde fik han tildelt 3 gange så meget stålmateriale.

1949: Første nye efterkrigskonstruktion, som blev præsenteret, var Borgward Hansa 1500 og Goliath GD 750.

1950: I maj startede produktionen af den lille 2-takter Lloyd LP 300 med trækarrosseri og masonitplader, som var beklædt med kunstlæder. Derfor blev den i Tyskland døbt ”Leukoplastbomber”. I Danmark fik den bl.a. øgenavnet ”Papjaguar ”.

1954: Den 10. juni forlod den nye Borgward Isabella Hansa 1500 samlebåndet i Bremen.

1958: Goliath 1100 fik navneforandring til Hansa 1100.

1959: I slutningen af 1959 blev Borgwards sidste model, den store Borgward P 100 med en 2.3 ltr. motor samt luftpudeaffjedring og den nye Arabella præsenteret.

1961: Bremens kommune overtog den 4. februar kontrollen over samtlige Borgwards fabrikker, som var i økonomiske vanskeligheder, og indsatte BMW-manden Semler som midlertidig chef. Den 11. september indgik den endelige konkursbegæring. Nogle af de 23.000 arbejdere, der var ansat i 1961, fortsatte deres arbejde efter konkursen. Hanomag overtog nogle af delene i Sebaldsbrück, som fremstillede lastbiler. Büssing fortsatte med at fremstille Borgward lastbiler under Büssing navnet. BMW’ s nye klasse 1500 og 1800 modeller overtog Isabellaens rolle og fyldte dermed hullet ud efter Borgwards konkurs.

1963: Hele maskinparken, der fremstillede Borgward Isabella og den store P 100, blev solgt til Mexico. Der blev brugt ikke mindre end 63 skibsladninger for at fragte hele produktionen til Mexico.

1963: Carl Borgward døde den 28. juli i en alder af 73 år. Konkursen viste sig senere ikke at være nødvendig, idet alle kreditorer, der havde penge til gode hos Borgward fabrikkerne, fik deres tilgodehavende efter konkursboet. Men hvis Borgward på daværende tidspunkt kunne have fået forlænget sin kreditaftale i en kort periode, havde han nok klaret de problemer, der var med Arabellaen.

Hvis Borgward havde redet stormen af den gang, så havde det hele nok set anderledes ud i dag.